Vi har samlet vores bedste råd, som hjælper dig med at forlænge levetiden på dine favoritter i garderoben. Selv små justeringer i vaskerutinerne kan få dine favoritter til at holde sig pæne længere - og tillige både reducere miljøaftrykket, mens du bruger det, og forlænge tøjets levetid.
Vask kun tøjet, når det virkelig trænger. Vask slider på tøjet, og bruger desuden både vand og strøm. Ofte kan du fjerne pletter med en fugtig klud eller en gammel tandbørste, ligesom tøjet kan friskes op ved at lufte det, i stedet for at vaske det.
Vask ved lav temperatur. Temperaturen, som står på plejemærket er den højeste anbefalede vasketemperatur. Typisk er en lavere temperatur tilstrækkelig til at få tøjet rent. Bemærk dog, at tekstiler, der kræver hygiejnisk rengøring (som sengetøj), skal vaskes ved 60 grader. Vask tøj sammen med lignende farver og på vrangen, så du undgår, at tøjet falmer eller ser slidt ud.
Sørg for, at lommerne er tømt, lynlåse og velcro er lukket. Brug en vaskepose til tøj med fine blonder, broderi, dekorationer, udsmykninger eller nylonstrømper, så du undgår, at tøjet hænger fast i vaskemaskinen. Fyld vaskemaskinen op, men undgå at overfylde den. Ellers har maskinen ikke plads nok til at vaske tøjet ordentligt.
Brug miljømærket vaskemiddel, og følg altid doseringsvejledningen på vaskemidlet, så du bruger den rette mængde. For at undgå unødvendige folder, bør du tømme maskinen så hurtigt som muligt, når vasken er færdig.
Tørring
Ideelt set, bør du hænge tøjet til tørre, frem for at bruge tørretumbler. Helst udenfor. Hæng farvet tøj med vrangen udad, så det ikke falmer i solen, og hæng hvidt tøj med retsiden udad, så solens blegende effekt kan hjælpe med at holde det hvidt. Tørretumbleren slider på tøjet og bruger tillige masser af strøm. Hvis er det nødvendigt at tørretumble tøjet, kan du bruge tørrebolde, som forkorter tørretiden, ligesom du kan rense filteret regelmæssigt, så du fastholder effektiviteten.
Tør striktøj, mens det ligger udstrakt. Helst på et håndklæde, så det bevarer formen.
Strygning
Stryg kun dit tøj, når det er nødvendigt. Strygejernet slider på tøjet og bruger meget strøm. Typisk kan du bare hænge tøjet i badeværelset, mens du går i bad - så glatter dampen det. Stryg ved lav temperatur. Temperaturen, som står på plejemærket
er den højeste tilladte strygetemperatur. Dog er lavere temperaturer ikke altid nok. Stryg tøjet på vrangen, eller brug en steamer, som er mere skånsom for tøjet.
Plejesymboler
Et kryds over vaskesymbolet betyder, at tøjet ikke må vaskes.
Et håndsymbol i en vaskebalje betyder, at tøjet skal håndvaskes. Undgå at gnide, trække eller vride tøjet. Pres i stedet forsigtigt overskydende vand ud.
Et vaskesymbol med tal viser den maksimale vasketemperatur. Vask ved højst 30 grader Celsius.
En streg under vaskesymbolet betyder, at tøjet skal vaskes på skåneprogram i vaskemaskinen. Vask ved højst 30 grader Celsius.
Et vaskesymbol med tal viser den maksimale vasketemperatur. Vask ved højst 40 grader Celsius.
En streg under vaskesymbolet betyder, at tøjet skal vaskes på skåneprogram i vaskemaskinen. Vask ved højst 40 grader Celsius.
Et vaskesymbol med tal viser den maksimale vasketemperatur. Vask ved højst 60 grader Celsius.
Et vaskesymbol med tal viser den maksimale vasketemperatur. Vask ved højst 95 grader Celsius.
Tørring
En firkant med en lodret streg indeni betyder, at tøjet skal hængetørre.
En firkant med en vandret streg indeni betyder, at tøjet skal tørres fladtliggende. Læg det gerne på et håndklæde.
Et kryds over tørretumblersymbolet betyder, at tøjet ikke må tørretumbles.
Én prik i tørretumblersymbolet betyder, at tøjet må tørretumbles ved lav temperatur (maks. 60 grader Celsius).
To prikker i tørretumblersymbolet betyder, at tøjet må tørretumbles ved middel temperatur (maks. 80 grader Celsius).
Strygning
Et kryds over strygesymbolet betyder, at tøjet ikke må stryges.
Et strygesymbol med et overstreget dampsymbol betyder, at tøjet ikke må dampstryges (maks. 120 grader Celsius)
Én prik i strygesymbolet betyder, at tøjet må stryges ved lav temperatur (maks. 110 grader Celsius). Dampstrygejern må bruges med forsigtighed.
To prikker i strygesymbolet betyder, at tøjet må stryges ved middel temperatur (maks. 150 grader Celsius). Dampstrygejern må godt bruges.
Tre prikker i strygesymbolet betyder, at tøjet må stryges ved høj temperatur (maks. 200 grader Celsius). Dampstrygejern må godt bruges.
Professionel rens
Et kryds over rensesymbolet betyder, at tøjet ikke må renses.
P i en cirkel betyder, at tøjet må renses kemisk med et kulbrintebaseret opløsningsmiddel. Et renseri ved, hvordan tøjet skal håndteres, og bruger det korrekte opløsningsmiddel til den bedst mulige rens.
F i en cirkel betyder, at tøjet må renses kemisk med alle typer opløsningsmidler. Et renseri ved, hvordan tøjet skal håndteres, og bruger det korrekte opløsningsmiddel til den bedst mulige rens.
W i en cirkel betyder, at tøjet må vådrenses. Et renseri ved, hvordan tøjet skal håndteres for at sikre den bedst mulige rensning.
Et kryds over W i en cirkel betyder, at tøjet ikke må vådrenses.
Blegning
Et kryds over blegesymbolet (trekanten) betyder, at tøjet ikke må bleges.
En trekant med to skrå streger indeni betyder, at tøjet må bleges, men ikke med klorblegning.
En tom trekant betyder, at tøjet må bleges med alle typer blegemiddel, herunder klorblegning. Det er dog vigtigt at bruge så lidt klorblegning som muligt og vaske ved lav temperatur for at undgå at beskadige stoffet.
Pletfjerning
Pletter generelt
Jo hurtigere du behandler en plet, jo lettere er den at fjerne. Ingen grund til panik – nogle pletter kræver flere behandlinger. Vær tålmodig og vedholdende!
Start altid med at suge alt overskydende af pletten op med almindelig køkkenrulle. Følg anvisningerne på tøjets plejemærke, og test altid enhver rengøringsmetode på et skjult område, så du undgår unødvendige skader. Når det gælder sarte materialer eller genstridige pletter kan det være en god idé at kontakte et renseri. De har den nødvendige viden og de rette midler til at håndtere de mest udfordrende pletter.
Kuglepen
Blæk fra kuglepenne ser træls ud på alt tøj. Det kan heldigvis fjernes igen. Hvis pletten er frisk, kan du lægge det plettede område i blød i sødmælk i 12 timer og så vaske det som normalt. Ved en tør eller ældre plet, lægger du tøjet på et rent, absorberende underlag. Dup pletten med en klud, fugtet med husholdningssprit. Gentag det, indtil pletten forsvinder. Så kommer du lidt klart opvaskemiddel på og vasker tøjet, som du plejer.
Blod
Hvis blodpletten er frisk, skylles det plettede område under koldt, rindende vand. Gnid forsigtigt pletten med fingrene eller en blød klud for at fjerne så meget blod som muligt. Undgå varmt vand, da det kan få pletten til at sidde fast. Hvis blodpletten er tør, lægges tøjet i blød i koldt vand med lidt klart opvaskemiddel. Efter en time skrubbes pletten forsigtigt med en blød børste, som fx en gammel tandbørste. Hvis pletten stadig ses, lægges tøjet i blød i længere tid. Derefter vasker du tøjet som normalt. Hvis tøjet er lavet af uld, lægges det i stedet lægges i blød i koldt vand med salt natten over. Brug 2 teskefulde salt pr. liter vand. Derefter vasker du tøjet efter plejeanvisningerne.
Chokolade
Fugt det plettede område med koldt vand, og kom klart opvaskemiddel direkte på pletten. Gør det hurtigst muligt med en blød svamp. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 6-12 timer, så sæben ikke tørrer ud. Skyl så med koldt vand og vask som normalt.
Når du vil fjerne en gammel plet. Fugt pletten med koldt vand, og kom bagepulver på begge sider af stoffet. Gnid forsigtigt bagepulveret ind i pletten med fingrene. Fortsæt, indtil pletten forsvinder. Skyl med koldt vand og vask som normalt.
Kaffe
Hvis kaffepletten er frisk, skylles pletten bagfra med koldt vand, indtil den er væk. Vask så som normalt.
Hvis kaffepletten er tør, starter du med at skylle pletten fra bagsiden med koldt vand, så pletten ikke breder sig. Så blander du lidt vaskepulver med en smule koldt vand og hælder det på pletten. Lad det virke i fem minutter. Læg så tøjet i en balje med vand og gnid pletten med fingrene. Derefter lader du tøjet ligge i blød i en halv time. Så bør kaffepletten være som sunket i jorden. Vask som normalt.
Hvis du vil behandle en gammel kaffeplet, fugter du pletten grundigt med flydende glycerin på begge sider af stoffet og lægger tøjet i en lufttæt pose i 6-12 timer. Skyl glycerinen helt ud af stoffet. Slut af med at vaske det som normalt.
Karry
Start med at komme glycerin på karrypletten. Læg tøjet i en lufttæt pose for at undgå, at glycerinen tørrer ud. Efter 5-6 timer, kommer du lidt klart opvaskemiddel direkte på pletten, og lægger tøjet tilbage i den lufttætte pose, så sæben ikke tørrer ud. Efter 5–6 timer vasker du tøjet som normalt.
Foundation
Kom klart opvaskemiddel direkte på foundation-pletten så hurtigt som muligt. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 12-24 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt. Hvis pletten er ekstra genstridig eller gammel, kan du duppe lidt husholdningssprit på pletten og så vaske efter vaskeanvisningerne.
Frugtjuice eller saft
Juice- eller saftpletter kan være svære at fjerne, især på sarte stoffer, men med de rette metoder går de også væk igen.
Hvis tøjet tåler kogende vand, er det den mest effektive metode. Læg tøjet over en si i vasken, med pletten opad. Hæld kogende vand direkte på pletten, indtil den forsvinder. Derefter vasker du tøjet som normalt.
Med tøj, der ikke tåler kogende vand, eller ved mere genstridige pletter, kommer du klart opvaskemiddel direkte på pletten så hurtigt som muligt. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 6-12 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt. Brug samme metode, når du skal behandle en gammel plet.
Fedt
Fedtpletter fra fedtholdig mad efterlader ofte genstridige mærker på tøjet. Heldigvis er klart opvaskemiddel godt til at fjerne de pletter med. Start med at komme klart opvaskemiddel direkte på pletten så hurtigt som muligt. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 6-12 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt. Brug samme metode, når du skal behandle en gammel plet.
Grålig hvid
Hvidt tøj kan med tiden få et gråligt eller gulligt skær. Den enkleste, billigste og mest miljøvenlige metode er solblegning. Når du tørrer dit hvide vasketøj udenfor i solen, udnytter solens naturlige blegeeffekt. Solens UV-stråler virker som en naturlig blegning og kan gøre tøjet hvidere.
Hvis solen ikke er fremme, og plejemærket tillader klorblegning, kan du lave en opløsning af 1 del klorblegning og 10 dele koldt vand i en balje. Læg tøjet i en balje eller badekar i mindst to timer. Efter iblødsætningen vaskes tøjet som normalt efter anvisningerne på plejemærket.
En lille, gammel plet på hvidt tøj fjernes ved forsigtigt at duppe med en vatpind med klor på. Læg et stykke almindelig køkkenrulle under pletten, før du begynder at duppe med klor. Klorblegning kan være hårdt mod stoffet, så brug det med ekstra stor forsigtighed.
Læbestift
Kom klart opvaskemiddel direkte på læbestiftpletten så hurtigt som muligt. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 6-12 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt. Hvis pletten er meget genstridig eller gammel, kan du duppe lidt sprit (husholdningssprit) på pletten og derefter vaske tøjet efter.
Mascara
Ved ikke-vandfast mascara, kommer du klart opvaskemiddel direkte på mascarapletten, så hurtigt som muligt. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 12 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt. Ved vandfast mascara, dupper du forsigtigt pletten med en ren bomuldsklud, dyppet i mineralsk terpentin. Hvis der stadig er nogen farve tilbage, kommer du klart opvaskemiddel direkte på pletten. Gnid forsigtigt sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 5-6 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt.
Neglelak
Læg tøjet på et absorberende underlag. Dup forsigtigt pletten med acetone. Sug løbende efter med almindelig køkkenrulle. Vask som normalt. Undgå at bruge acetone på tøj, der indeholder acetat, som sportstøj og for.
Rødvin
Skyl tøjet under koldt, rindende vand så hurtigt som muligt. Brug koldt vand, da varmt vand kan få pletten til at sætte sig. Lad vandet løbe gennem pletten, mens du gnider området forsigtigt med hænderne eller en blød klud. Kom en smule opvaskemiddel direkte på pletten, og læg tøjet i en lufttæt pose i 5-6 timer, så sæben ikke tørrer ud.
Vask så tøjet efter plejeanvisningerne på mærket og ved den højeste temperatur, stoffet tåler. Hvis pletten stadig ses, eller hvis du vil behandle en ældre plet, kommer du forsigtigt en smule glycerin på det plettede område, så det dækker hele pletten. Læg tøjet i en lufttæt pose i 5-8 timer, så glycerinen ikke tørrer ud. Vask så tøjet efter plejeanvisningerne på mærket og ved den højeste temperatur, stoffet tåler.
Sojasovs
Tag et stykke ren, absorberende køkkenrulle og dup forsigtigt så meget overskydende sojasovs op som muligt. Gør det hurtigt for at undgå, at pletten sætter sig. Kom en smule hvid eddike på det plettede område, så det dækker hele pletten. Brug en vatpind eller en ren klud til at duppe eddiken forsigtigt ind i pletten. Kom en smule vaskemiddel direkte på pletten. Gnid forsigtigt vaskemidlet ind i stoffet med fingrene. Skyl området grundigt med koldt vand, indtil alle rester af vaskemidlet og pletten er væk.
Undgå at bruge varmt vand, da det kan få pletten til at sætte sig og gør den sværere at fjerne. Gentag processen, hvis pletten stadig ses. Vask så tøjet som normalt og efter plejeanvisningerne på mærket.
Sved
Sved og deodorant kan efterlade gule mærker på tøjet, især på hvidt og lyst tøj. Du fjerner mærkerne ved at lave en tyk pasta af 1 del bagepulver og 2 dele vand. Kom godt med pastaen på de ramte områder, så du dækker hele området. Lad pastaen sidde i 2 timer. Efter 2 timer skrubber du mærkerne med en blanding af vand og citronsaft. Brug en blød børste eller en ren klud. Vask tøjet som normalt, efter plejeanvisningerne på mærket og ved den højeste temperatur, stoffet tåler.
Tomatsovs
Tomatsovs og ketchup kan efterlade tydelige, røde pletter på tøjet. Når du vil fjerne pletten, kommer du klart opvaskemiddel direkte på pletten, så hurtigt som muligt. Gnid forsigtigt, så du arbejder sæben ind i stoffets fibre. Læg tøjet i en lufttæt pose i 6-12 timer, så sæben ikke tørrer ud. Derefter vasker du tøjet som normalt. Hvis pletten stadig ses, eller hvis du vil behandle en gammel plet, kan du bruge mineralsk terpentin.
Kom en smule på en ren, hvid klud og dup pletten. Brug en anden, ren klud til at suge opløsningsmidlet og pletten op. Gentag processen, indtil pletten er væk, og vask så tøjet som normalt. Husk altid at teste brugen af terpentin på et skjult område først for at sikre, at det ikke beskadiger stoffet.
Ansvarsfraskrivelse
Alle råd er testet af teamet på PIECES’ hovedkontor. Du følger rådene på eget ansvar. Vær opmærksom på, at nogle tekstiler er sarte og ikke tåler hård behandling. Som for eksempel silke. Er du i tvivl, bør du altid teste behandlingen på et mindre synligt område først for at sikre, at den ikke skader tøjet. Ved genstridige pletter eller sarte materialer kan det være bedst at få professionel hjælp hos et renseri.
Tip og genveje
Undgå at nylonstrømper løber
Hvis du opdager løse tråde eller små huller i dine nylonstrømper, kan du nemt forhindre, at det udvikler sig. Kom lidt klar neglelak eller hårspray direkte på det åbne område - omkring 'løberen' eller hullet - på begge sider af strømperne. Sørg for at dække hele det svækkede område, men brug kun en lille smule, så du undgå pletter eller at stoffet stivner. Lad det tørre helt, før du tager strømpebukserne på. Det giver produktet tid til at sætte sig og stabilisere stoffet.
Løsn en lynlås, der sidder fast
Hvis din lynlås glider trægt eller sidder fast, kan du nemt få den til at virke igen. Kom en smule vaseline, læbepomade eller et lignende smøremiddel (eller stearin i en nødsituation) direkte på lynlåsens tænder, både foran og bagpå. Kør lynlåsen op og ned nogle gange for at fordele smøremidlet. Gentag processen, hvis lynlåsen begynder at sidde fast igen. Hvis lynlåsen er ødelagt, kan du få en skrædder til at skifte den.
Beskyt hvide skjortekraver mod pletter fra makeup
Kom et tyndt lag hårspray på den hvide krave, før du tager skjorten på. Fokuser på de områder, der er i kontakt med ansigtet, som indersiden af kraven og udskæringen. Lad hårsprayen tørre helt, før du tager skjorten på. Hårsprayen danner et beskyttende lag, som forhindrer makeup i at sætte sig i kravestoffet.
Fjern støv
Støv og løse hår får særligt mørkt tøj til at se beskidt og slidt ud. Brug en fnugrulle til at fjerne støv og løse hår fra tøjet, så ser frisk og nyvasket ud.
Fjern fnuller
Ved regelmæssig brug opstår der fnuller, som får tøjet til at se gammelt og slidt ud. Brug en elektrisk fnugfjerner til at fjerne fnuller fra tøjet. Det giver særligt strik og sweatshirts et glat og frisk look. Brug altid fnugfjerneren forsigtigt, så du undgår at beskadige tøjet.
Opbevar striktøj liggende
Undgå at hænge striktøj op i skabet. Tøjets vægt kan få det til at strække sig og miste formen over tid. Fold i stedet striktrøjerne pænt og læg dem fladt på en hylde eller i en skuffe, så de bevarer deres oprindelige form. Når du følger det enkle råd, bevarer du strikkens oprindelige form og undgår, at den mister faconen, så det ser pænt ud længere.
Skjul løse tråde
Når du vil sikre at striktøjet ser godt ud længst muligt, kan du undgå yderligere optrævling ved at trække løse tråde forsigtigt ind på indersiden af striktøjet. Hvis det er svært at gøre i hånden, kan du nænsomt føre en nåletråder gennem strikken indefra, lige ved den løse tråd. Før den løse tråd gennem nåletråderen og træk den forsigtigt tilbage, så tråden kommer om på indersiden. Lad være med at klippe den løse tråd af. Gentag processen med de andre løse tråde, du måske finder.
Forlæng levetiden på badetøjet
Efter hver svømmetur, skyller du badetøjet grundigt i koldt, rent vand. Det fjerner salt, sand, solcreme og klor, som ellers kan skade stoffet over tid. En hurtig skylning er ofte nok, og kræver ingen fuld maskinvask efter hver brug. Før du skyller eller vasker det, løsner du eventuelle snører, så de bliver rene og ikke filtrer sammen. Dermed passer du også på både formen og elasticiteten. For at bevare badetøjets farve og flotte udseende, bør du lufttørre det på vrangen og undgå direkte sol og varme. Når du følger de enkle plejeråd, holder du dit badetøj pænt og forlænger levetiden på det.
Sådan passer og forlænger du levetiden på denim
Denim ældes flot og får et mere autentisk look med tiden. Denim blev oprindeligt udviklet som arbejdstøj og er ekstremt slidstærkt. For at bevare form, farve og struktur på dine foretrukne denimprodukter, bør du vaske dem så sjældent som muligt og undgå tørretumbling. Følg anbefalingerne mht. vask, tørring og strygning, så du forlænger levetiden på din denim.
Ny denim, især mørk og sort denim, kan afgive overskudsfarve og smitte af på lyst tøj, sko og møbler. Vask nyt denim separat og brug mørkt undertøj og mørke toppe de første uger. Fold ligeledes buksebenene op på dine nye jeans, så farven ikke smitter af på dine hvide sneakers. Dermed er stoffets inderside tættest på skoene og smitter således mindre af.
Både sollys og kunstigt lys kan få denim til at falme eller misfarves. Opbevar denim med vrangen udad, hvis dit skab udsættes for lys, så falmer det mindre. For at undgå noget krøller, kan du folde denim langs sømmene, når du opbevarer det.
Når du bruger denim, bliver det slidt. Bæltestropperne er de svageste punkter på
jeans. Brug dem kun til bæltet og ikke til at trække dine jeans op med.
Hvis dine jeans skal repareres, kan du gøre det selv eller søge professionel hjælp. Med den rette pleje og reparation, ældes denim flot og holder i mange år.
Hey, you are shopping on:
Danmark / dansk
We can only deliver orders to the chosen shipping country